Jeanette Mogensen, Cand.psych
Når vi møder modgang i livet, kan vi alle have brug for nogen at snakke med. Jeg ved, at det er et sårbart valg at gå til psykolog, og min vigtigste opgave er derfor at sikre, at du bliver mødt med tryghed og åbenhed.
Tilgang
Min tilgang er en grundlæggende tro på, at samtaler har et potentiale til at skabe livsforandrende muligheder. Din rolle er at være ekspert på dit eget liv, og min rolle er at bruge min viden om psykologi samt erfaring fra kliniske samtaler til at øge din evne til at forstå dig selv samt bevæge dig et hjælpsomt sted hen.
Jeg har ACT (Acceptance and Commitment Therapy) som hovedmetode, men da vi mennesker er forskellige, vil et forløb altid være individuelt tilrettelagt. Jeg trækker derfor på mange forskellige teorier i mit arbejde, og vores samtaler vil altid tage udgangspunkt i dig og dine behov.
Erfaringsområder
Jeg arbejder med både unge og voksne, og jeg har erfaring med en bred vifte af problematikker, heriblandt stress, angst, depression, par- og familiedynamikker, selvværd, overgreb, traumatisk opvækst, eksistentiel krise, pårørende til misbrug, sorg og tab.
Uddannelse og erhvervserfaring
Jeg er psykolog uddannet fra Københavns Universitet, og jeg har været tilknyttet Psykologhuset siden maj 2023. Jeg har arbejdet i privat praksis siden 2021, og jeg er aktuelt i gang med at videreuddanne mig henimod min autorisation. I den forbindelse modtager jeg løbende supervision samt egenterapi.